|
Spilledåsens nyhedsbrev - efteråret 2026 |
| |
|
Du modtager dette nyhedsbrev, da du tidligere har tilmeldt dig via vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage vores nyhedsbreve, skal du benytte dig af linket nederst i denne mail til at afmelde dem. |
| |
|
Spilledåsen har afsluttet forårsprogrammet med Savage Rose og Sanne Salomonsen med stor succes. Efter en kort sommerpause starter musikken igen i august, og vi har her sammensat et alsidigt program, som helt sikkert vil falde i vores trofaste publikums smag. Vi starter med en ”samtalekoncert”- nyt og spændende, afløst af Poul Dissings sange, herefter DR Big Band efterfulgt af Karmen Rõivassepp og jazz på Harmonien, hvorefter sæsonen afsluttes med Walter Trout og et juleshow. God fornøjelse. |
| |
|
Andreas Bo - samtalekoncert Mandag den 17. august 2026, kl. 20.00 |
| |
|
Kulturforeningen Spilledåsen inviterer mandag den 17. august kl. 20 til en særlig aften i selskab med Andreas Bo og guitarist Dennis Flacheberg. En aften, hvor ordene får lige så meget plads som tonerne – og hvor du kommer helt tæt på mennesket bag maskerne.
Strandhotel Klinten danner rammen for denne eksklusive og intime samtale-koncert, hvor Andreas Bo åbner døren ind til sit liv – på og bag scenen. Sammen med den anerkendte guitarist Dennis Flacheberg vil han dele historier, tanker og musik, der kommer lige fra hjertet.
Andreas Bo, som netop har været aktuel med comedy-showet "HÅR(D)”, er blandt landets største navne inden for comedy og revy. Som fast inventar i tv-programmer som Live fra Bremen og Rundt på Gulvet, sine mange år i Cirkusrevyen såvel som mange succesrige stand-up shows, er han en af de mest folkekære og berømte entertainere i Danmark.
Musik er også en stor del af Andreas Bo's liv, og det har også fået en større og større rolle i hans comedy-shows. Andreas Bo har altid skrevet sange bl.a. til sine stand-up shows, og da han fyldte 50, udgav han også pladen “Skillevej,” indspillet i Media Sound Studiet med sit eget orkester.
Samtale-koncerten bliver ikke et klassisk Andreas Bo-show fyldt med parodier og hurtige punchlines – i stedet får du en ærlig og rørende oplevelse med en kunstner, der har noget på hjerte. Musikken er i centrum – i akustiske, nøgne smukke rammer – og du vil opleve både Andreas’ egne sange, samt nogle af hans personlige yndlingsnumre ledsaget af historierne bag. |
| |
|
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
|
Dissing & Las - Povls Sange Tirsdag den 15. september 2026, kl. 20.00 |
| |
|
Da Povl Dissing gik bort i sommeren 2022, efterlod han ikke blot et tomrum i dansk musikkultur - han efterlod også en uvurderlig sangskat. En arv, som nu bliver ført videre af dem, der kendte ham bedst: Rasmus, Jonas og Las - musikalske sønner og trofaste rejsekammerater gennem 25 år på landevejene.
Med projektet "Povls Sange Lever Videre" tager trioen Dissing & Las publikum med på en rejse gennem tid, toner og tekster. Fra sange givet videre fra Povls egne forældre til de poetiske perler, han selv skrev.. Fra sømandsviser og Laus Bengtsons blomstrende ballader til de rejsendes sange. Fortolkninger fra Shel Silverstein og tiderne med Benny Holst, PeterThorup og Burnin Red Ivanhoe.
Kom og oplev en kærlighedserklæring til musikken og mennesket Povl Dissing tirsdag den 15. september kl. 20 i Snurretoppen. Det bliver en koncertoplevelse fyldt med de største, smukkeste og mest rørende sange fra et liv dedikeret til musik og nærvær.
En aften i nostalgiens tegn - og en levende hyldest til en legende. |
| |
|
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
|
Foto: Nicolas Koch Futtrup |
| |
|
DR Big Band & Miho Hazama Mandag den 5. oktober 2026, kl. 20.00 |
| |
|
DR Big Band og chefdirigent Miho Hazama skyder sæson 2026-27 i gang med en enestående mulighed for at opleve den stærke kemi mellem bandet og deres Grammy-nominerede dirigent, som sammen er aktuelle på et nyt album og klar til deres tredje store Japan-turné. Kan opleves mandag den 5. oktober kl 20 i Snurretoppen.
Det slog gnister fra første tone, da DR Big Band mødte sin japanske chefdirigent. Seks sæsoner senere er samarbejdet vokset til et unikt musikalsk partnerskab, der har placeret både Hazama og DR Big Band solidt på det internationale jazzlandkort.
Til sæsonåbningen præsenterer de musik fra det nye album, der udkommer på det anerkendte Label Edition Records – et album med musik skrevet af Miho Hazama specielt til DR Big Band.
Publikum kan desuden glæde sig til ægte jazzguld fra bandets rige arkiv og højdepunkter fra det nyligt fejrede 60-års jubilæum.
Efter Danmarksturnéen rejser DR Big Band og Miho Hazama for tredje gang til Japan, hvor de er inviteret til at optræde på nogle af landets mest anerkendte jazzscener – steder, hvor Hazama har regulær stjernestatus. |
| |
|
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
|
Karmen Rõivassepp - Hyldest til Elis Regina & Tom Jobim Søndag den 18. oktober 2026, kl. 20.00 |
| |
|
Den prisbelønnede sangerinde Karmen Rõivassepp, der i de seneste år har markeret sig som en af Estlands mest bemærkelsesværdige talenter både nationalt og internationalt, kan opleves på Strandhotel Klinten søndag den 18. oktober kl. 20. Med flere prestigefyldte priser, herunder en Danish Music Award og en Estiske Music Award, har hun stadfæstet sin position som en af Europas mest talentfulde jazzstjerner.
Hun har optrådt som solist med Danmarks største orkestre, herunder DR Bigband og Aarhus Jazz Orchestra, og har tryllebundet publikum med sin karisma og smukke stemme. Karmen har en stor forkærlighed for Brasiliansk musik, og i efteråret 2026 inviterer hun publikum på en enestående koncertoplevelse, hvor hun i en hyldest til den legendariske sangerinde Elis Regina fortolker Antonio Carlos Jobims uforglemmelige klassikere som "Girl from Ipanema" og "One Note Samba".
Med sig har hun saxofonisten Claus Waidtløw og en fremragende rytmegruppe bestående af den brasilianske bassist Romulo Duarte, Pelle von Bülow og Janus Templeton. Sammen skaber de en unik koncertoplevelse, der hylder to af de største ikoner inden for bossa-novaen.
Gå ikke glip af denne enestående chance for at opleve Karmen Rõivassepp og hendes kvintet i en stemningsfuld hyldest til brasiliansk musik. |
| |
|
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
|
Doghouse Cats Lørdag den 31. oktober 2026, kl. 18.00/20.00 |
| |
|
Så er det atter tid til Spilledåsens halvårlige jazzarrangement lørdag den 31. oktober kl. 18. Dette foregår som sædvanlig på Harmonien i Rødvig, hvor man ud over den festlige musik også kan nyde Klintens roste luksusbuffet.
Den dansevenlige musik leveres af et 6-mands jump - and jiveorkester, der spiller musik fra 40’erne og 50’erne. De har med hatten på skrå og blankpolerede sko skabt et band, der virkelig appellerer til dansefødderne. Doghouse Cats spiller numre som "In The Mood", "Shake Rattle and Roll", "Just a Gigolo", "Jump Jive Ain Wail" og mange flere.
Med spilleglæde, der kan mærkes langt ud i lokalet, har Doghouse Cats allerede haft stor succes hos publikum og spiller såvel på klubber og spillesteder som til private arrangementer og i foreninger. |
| |
|
Pris inkl. buffet for medlemmer: 350 kr. - ikke-medlemmer: 375 kr. |
| |
|
Walter Trout - Sign Of The Times Tour 2026 Tirsdag den 3. november 2026, kl. 20.00 |
| |
|
Blues-rock i særklasse. En aften, du aldrig vil glemme tirsdag den 3. november kl 20 i Snurretoppen, - Strandhotel Klinten sponserer ophold til de udenlandske musikere.
Få kunstnere spiller med den ild, sjæl og ærlighed, som kendetegner Walter Trout. I mere end fem årtier har denne blues-rock-titan lagt sit hjerte i hver eneste tone og formidlet livets op- og nedture gennem sin umiskendelige guitarlyd og en stemme båret af erfaring. I 2026 vender Walter Trout tilbage på scenen – og det er ikke blot endnu en koncert. Det er en fejring af overlevelse, et trodsigt brøl og et slægtskab, hvor mennesker samles om bluesens ubrydelige sjæl.
Fra tårevædede ballader til brændende rockhymner er Trouts livekoncerter en rå og følelsesladet oplevelse, der efterlader publikum målløse. Med et band i verdensklasse i ryggen og et helt livs historier indlejret i hvert eneste riff, optræder han ikke bare – han forener. Uanset om man har fulgt ham siden tiden med Bluesbreakers eller oplever ham for første gang, er dette chancen for at opleve et sandt ikon i sit rette element.
Ingen filtre. Ingen gimmicks. Kun ægte musik, ægte historier og ægte power. |
| |
|
Pris for medlemmer: 325 kr. - ikke-medlemmer: 350 kr. |
| |
|
Klondyke Jule Road Show Tirsdag den 1. december 2026, kl. 20.00 |
| |
|
Club Klondykes Jule Road Show tager sit udgangspunkt i en medlemsbåret musikklub af samme navn, der gennem 20 år har afholdt koncert én gang om måneden i Krudttønden på Østerbro i København. Club Klondyke er nu ophørt i hovedstaden, men holder dog én årlig koncert på Brundby Rock Hotel på Samsø - men klubbens berømte juleshows VIL bare ikke ophøre.
Club Klondyke forhåndsannoncerede ALDRIG hvilke kunstnere, der medvirkede. De trofaste medlemmer og publikum fra gaden mødte på den måde fremragende kunstnere, de ellers aldrig ville være gået hjemmefra for at høre, og ind imellem også ”kendte kunstnere”.
Alle optrædende var selvsagt af høj professionel standard, så hemmelighedsprincippet førte naturligvis til mange uventede lykkelige øje- og øreåbnere for publikum. Ideen startede i Club Klondyke, men har siden inspireret yderligere to klubber, Bag Duggede Ruder i Tåstrup og Lytteriet i Nyborg, til at operere efter samme princip – og juleshowet vil, som nævnt, ikke holde op med at begejstre landet over.
Princippet er her næsten det samme: Showet præsenterer hvert år 6 - 8 forskellige dygtige sangere, både kendte og mindre kendte, som kompetent bliver bakket op af det super-rutinerede Club Klondyke Band. Denne pakke af talent og rutine har gennem en årrække lagt et begejstret publikum ned med en blanding af overraskende udvalg af numre - blandet med nye fortolkninger af de store juleklassikere. Du kan roligt glæde dig til en 2 timer lang og varieret julekoncert.
Hemmelighedsaspektet er vigtigt for dette specielle juleshow, så vi kan jo ikke afsløre, hvem der deltager i år, men glæd jer til tirsdag den 1. december kl. 20 i Snurretoppen, hvor alt vil blive afsløret. |
| |
|
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
|
I forbindelse med arrangementer på Strandhotel Klinten er det muligt at reservere bord i Strandhotel Klintens restaurant. Her serveres der en 2 retters menu (forret og hovedret) tilpasset årstiden til 335 kr. Bordreservation foretages direkte hos Strandhotel Klinten eller på telefon 56 50 68 00. Bemærk at der er begrænsede antal pladser til spisning.
Overnatning i forbindelse med koncerter er også mulig på Strandhotel Klinten. Værelser kan bookes online eller på telefon 56 50 68 00. Pakke Getaway inkl. middag og overnatning fra 1.745 kr. for 2 personer i dobbeltværelse. Der tages forbehold for udsolgte værelser. |
| |
|
Praktiske oplysninger
Billetter kan bestilles på www.spilledaasen-stevns.dk og
Billettelefon Tlf.: 30 57 19 99 (torsdag og søndag kl. 16.00 – 19.30)
eller købes på udsalgsstederne:
Johnny's Cykler Hovedgaden 1C i Hårlev tlf. 22 59 31 64
Kontorcenteret Algade 18 i Store Heddinge tlf. 56 50 33 32.
Medlemskab Husk at der stadig er gode fordele ved et medlemskab af Spilledåsen. Medlemmer modtager bl.a. nyhedsbrevet med tidlig information om kommende koncerter med mulighed for forkøbsret til disse samt reduceret billetpris.
Rabatten på billetter er personlig og tilknyttet det enkelte køb - altså ikke gruppekøb. Nye medlemmer er meget velkomne. Medlemskabet er personligt - tilknyttet kalenderåret og koster 50 kr.
På hjemmesiden www.spilledaasen-stevns.dk ligger også musiklinks til alle vore koncerter, hvor man kan få et godt indtryk af de kommende arrangementer.
Med håb om at se så mange som muligt til efteråret siger Spilledåsen hermed på gensyn i det lille spillested med den store lyd.
Mvh Spilledåsen |
| |
Kulturforeningen Spilledåsen
Algade 32, 4660 Store Heddinge
| |
|